Kort guide til at finde guld

Det første, man gør med en ring i en antikvitetsbutik, er det samme som med en ske. Man vender den. På indersiden, hvor fingrene har gnedet i årevis, sidder et lille stempel. Det er der, guldet enten indrømmer, hvad det er, eller tier, fordi det er noget andet.

Rent guld er for blødt til en ring, der skal holde livet ud. Derfor bliver det blandet med andre metaller, oftest kobber og sølv, nogle gange palladium eller zink. Det, man køber, er en legering. Stemplet fortæller, hvor stor en del af den der faktisk er guld. Det tal kaldes lødigheden, præcis som på sølv. Forskellen er, at guldets tal er lavere, og at ordet karat her betyder noget helt andet end karat på en diamant. En diamants karat er en vægt. Guldets karat er en andel.

Begynd med stemplet

På en ring står det på indersiden. På en kæde sidder det ved låsen. På et vedhæng står det på bagsiden eller på den lille øsken, det hænger i. På øreringe kan det være på stangen eller på låsen, og der skal ofte en lup til. Stemplet er småt med vilje. Det skal kunne være på en ting, man har på sig.

I dag er det danske stempel et tal. Ifølge den gængse beskrivelse af guldsmedemærker skal en genstand i guld være stemplet med navnet på den, der har lavet eller produceret den, og med hvor meget guld den indeholder. Navnet er ofte kun initialer, et mestermærke, ligesom på sølvet. Tallet er det, man læser først.

585 er 14 karat. 585 dele guld ud af 1.000, altså 58,5 procent. Det er det stempel, man oftest møder på danske ringe, kæder og øreringe fra det sidste århundrede og frem. Det er ikke «halvt guld» i daglig tale. Det er den normale danske standard, hård nok til at blive brugt og gul nok til, at de fleste kan se, hvad det er.

750 er 18 karat, 75 procent guld. Farven er ofte varmere, og metallet er blødere end 585. Meget finere smykker og en del ældre arbejder bærer det tal. Et højere tal er mere guld pr. gram. Det er ikke automatisk et bedre smykke.

333 er 8 karat, en tredjedel guld. Det er stadig guld, og det skal stadig stemples som guld. Farven er blegere, og legeringen er hårdere. I en butik bliver 333 nogle gange talt ned, som om det ikke gjaldt. Det gør det. Det er bare mindre guld og mere af det andet.

375 er 9 karat. 416 er omkring 10. 875 er omkring 21. 916 er omkring 22 karat og ses oftere på smykker og mønter fra steder, hvor man vil have guldet højt. 999 er 24 karat, næsten rent. Det er for blødt til de fleste ringe. Det møder man som barre, mønt eller en meget enkel ting, der ikke skal slide hverdagen af.

Før tallene i promille stemplede man selve ordet. På ældre danske og europæiske smykker kan der stå 14K, 18K eller 22K. Det er samme skala. 14 karat er 585. 18 karat er 750. 8 karat er 333. Står begge dele der, skal de passe sammen. 14K ved siden af 750 er ikke et rigtigt stempel. Det er to beskeder, der modsiger hinanden.

De tre tårne hører til sølvet. Det er det gamle københavnerstempel, og det er det, man finder på eksempelvis skeer og skåle, ikke på de ringe, man vender i en butik. Guld læses på tallet. Står der 333, 585 eller 750, er det guld. Står der 830, er det sølv, også selvom overfladen er gul.

Det, der er gult, men ikke er guld

Forgyldning er et tyndt lag guld udenpå et andet metal. Det kan være sølv, messing eller noget billigere. Laget kan være pænt, jævnt og stadig sidde der efter mange år. Det er ikke det, stemplet 585 og 750 beskriver. De tal er en garanti for, at guldet går hele vejen igennem. Den garanti giver man ikke til en overflade.

Forgyldte og belagte ting stemples derfor aldrig med 585 eller 750. I stedet kan der stå GP, GE, HGE, RGP eller GF. De betyder forgyldt, elektropletteret, kraftigt forgyldt, valset guld eller gold filled. Gold filled og doublé er et tykkere lag, mekanisk lagt på, og det holder længere end den tyndeste forgyldning. Det er stadig en skal. Når skallen er slidt af ved kanten af en ring eller i låsen på en kæde, kommer et andet metal frem. Massivt guld slides også. Det bliver ved med at være guld i bunden af ridsen.

Den klassiske fælde i en antikbutik er forgyldt sølv. En ske eller en lommeurkasse kan være gul og alligevel være sølv under guldet. Så står der tre tårne eller 830, ikke 585. Det er ikke snyd, hvis man læser stemplet. Det er sølv med en gul overflade, og prisen skal følge sølvet, ikke farven.

Messing og bronzer er gule af sig selv. De har intet guldtal. De bliver mørke på en anden måde, og messing kan trække grønt, når kobberet reagerer med huden. Guld gør ikke fingeren grøn. Det gør det kobber, der ligger i en lav legering, eller det metal, der ligger under en forgyldning, når laget er væk. En grøn finger er et tegn. Den er ikke en prøve.

Prøver, der ikke ødelægger tingen

Stemplet er beviset. Resten er tegn, man bruger, når stemplet er slidt, eller når man vil se, om historien hænger sammen.

Guld er ikke magnetisk. Hænger en magnet fast i selve ringen, er det ikke massivt guld det sted. Det omvendte beviser ingenting. Messing, kobber og det meste forgyldning er heller ikke magnetiske. En lås kan have en lille stålfjeder. Magneten må kun sige noget om det stykke, den rører, ikke om hele kæden.

Guld er tungt. En kraftig ring i 750 vejer mere, end den ser ud til, og mere end en tilsvarende ring i 333, fordi der er mere af det tunge metal og mindre af det lette. To ringe i samme størrelse, den ene hul og den anden massiv, føles forskelligt af en anden grund. En tynd skal kan være stor og alligevel let. Vægten er en fornemmelse, indtil nogen lægger tingen på en vægt og regner rumfanget ud. Det gør en guldsmed. Det gør man ikke over disken med øjnene.

Syre og skrabning kan vise, hvad der ligger under. De efterlader også et ar. En ridse på indersiden af en almindelig ring kan pudses op. En ridse i en gravering eller i en emalje kan ikke. Det er en prøve for den, der ejer tingen, eller for en handler, der har sagt ja. Ikke for en gæst.

At bide i guldet er en gammel historie og en dårlig ide. Tænder er hårdere end 18 karat, så et mærke siger mest noget om tanden. En keramikplade, man gnider smykket imod, kan give en streg og samtidig ødelægge en kant. Ingen af delene er bedre end stemplet.

Sådan bruger man det i butikken

Find tallet. 333, 585 eller 750. Se om der står et K, der passer til tallet. Se efter initialer. Kig derefter på sliddet. Er farven den samme i en ridse, eller kommer et blegere eller rødere metal frem? Spørg, hvis stemplet er utydeligt. En seriøs handler har selv stået med luppen, og de ved, at et slidt stempel ikke er det samme som et manglende.

Husk, at stemplet siger, hvad metallet er. Det siger ikke, hvad smykket er værd. En tynd 750-ring kan indeholde mindre guld end en kraftig 585-ring. En 333-ring med en god sten og et kendt mestermærke kan være mere interessant end et tungt, umærket bånd. Arbejde, stand, sten og om låsen er den originale, betyder ofte mere end det sidste spring i karat. 18 karat er ikke automatisk et bedre køb end 14. Det er mere guld pr. gram, og det skal prisen kunne tåle.

Det, man øver sig i, er det samme som med sølvet. Man holder op med at købe farven. Gult er ikke guld. Et tal, 585 eller 750, slået ind i selve metallet, er det nærmeste, en butik kommer på en ærlig sætning. Resten er håndværk, og det må man gerne betale for, når man ved, hvad man har på fingeren.