FastSaleFastSale
FastSale

Opdateret 20. oktober 2026 · version 3

Handelsbetingelser

FastSale er en dansk markedsplads. Vi formidler kontakt mellem køber og sælger. Disse vilkår gælder, når du opretter en konto, byder, køber eller sælger. De er skrevet i almindeligt dansk — de er ikke juridisk rådgivning.

Hvem der indgår aftalen

Når hammeren falder på en auktion, eller du køber en butiksvare til fast pris, indgår du aftalen med den anden bruger — ikke med FastSale. Vi formidler aftalen for sælger: vi kører handlen og opkræver salær. Derfor gælder forbrugeraftalelovens fortrydelsesret for forbrugerkøb på siden, også når sælger er privat. Se fortrydelsesretten. Vi opkræver gebyrer af sælger som beskrevet ved oprettelse. FastSale tager ikke varen i forvaring og sidder ikke på købesummen mellem parterne: køber betaler sælger direkte (se Betaling).

Du skal være mindst 18 år og oplyse korrekte kontaktoplysninger. Som sælger skal du også afgive de skatteoplysninger, DAC7 kræver (CPR for privat, CVR for butik). Falske profiler, forbudte varer og manipulation af bud kan medføre lukning af kontoen.

Betaling

Betaling sker direkte mellem køber og sælger. FastSale er ikke part i betalingen og giver ingen købergaranti.

Når en handel er gennemført (vundet auktion, Køb nu, accepteret bud eller butikskøb), får køber besked om beløbet og sælgerens reg.nr. og kontonummer. Køber skal betale senest 3 hverdage efter handelsdagen. Handelsdagen tæller ikke med, og weekender og danske helligdage (inkl. grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag) springes over. Ved et butikskøb hos flere sælgere betaler du hver sælger for sig. Køber trykker "Jeg har betalt", og sælger trykker "Modtaget", når pengene er på kontoen. Vi gemmer tidspunktet for begge dele.

Betaler køber ikke til tiden, kan sælger annullere handlen eller tilbyde varen til næsthøjeste byder. Har køber meldt betalt, kan sælger ikke annullere — så skal uenigheden meldes til FastSale. Kontonummeret vises kun for køberen af den konkrete handel. Ændrer en sælger sit kontonummer, får sælgeren besked, og det nye nummer gælder først efter 24 timer.

Uenighed og nye sælgere

Både køber og sælger kan trykke "Meld uenighed" på handlen. Så opretter vi en sag, som en administrator ser på. Vi kan formidle kontakt, annullere handlen på siden og lukke profiler, der snyder, men vi kan ikke tilbageføre en bankoverførsel eller udbetale erstatning. Er du blevet snydt, så kontakt din bank og politiet.

Nye sælgere har et loft over åbne, ikke-afsluttede salg (som udgangspunkt 5.000 kr., indtil man har 3 gennemførte handler). Loftet kan ændres af FastSale.

Konto

Login er personligt. Du må ikke udlåne adgangskode eller lade andre byde og sælge i dit navn. Du hæfter for det, der sker, mens der er logget ind på din konto. Hold navn, adresse og telefon opdateret, så den anden part kan gennemføre handlen.

Ejer-kontoen kan ikke slettes herfra. Øvrige konti kan du lukke under indstillinger. Lukning fjerner ikke allerede indgåede handler eller det, skatteloven kræver at vi gemmer.

Auktioner

Et max-bud er bindende. Systemet byder kun det næste tilladte trin op til dit max. Anti-snipe forlænger auktionen, hvis der bydes i de sidste sekunder. Vinder du, skal du betale sælger inden 3 hverdage (se Betaling), medmindre du som forbruger bruger fortrydelsesretten korrekt efter modtagelse. Sælger skal overdrage varen, når prisen er nået og eventuel mindstepris er mødt.

Sælger kan sætte en skjult mindstepris. Hvis den ikke nås, sælges lotet ikke. Lots uden bud kan deaktiveres af sælger. Du må ikke byde på dine egne lots eller få andre til at byde for at trække prisen op. Det er snyd, og vi kan annullere handlen og lukke kontoen.

Butik (fast pris)

Butikssalg på FastSale følger samme fortrydelsesret som øvrige køb på siden. Prisen er den, der står på varen, plus aftalt fragt. Køber betaler sælger direkte som beskrevet under Betaling. Levering aftales mellem parterne.

At oprette en butik på FastSale er gratis. Når en vare sælges, trækkes en procentdel af salgsprisen. Hvis du senere vil bruge butikken på din egen hjemmeside (eget domæne), koster det et valgfrit engangsgebyr inkl. moms og et månedsgebyr ekskl. moms. De gældende beløb vises under butikindstillinger og kan ændres af FastSale under sideindstillinger → butikindstillinger.

Adkomst og beskrivelser

Når du sælger, garanterer du, at du ejer varen eller har ret til at sælge den, og at den ikke er stjålet. Beskrivelsen og billederne skal være retvisende. Skjulte skader, kopier solgt som ægte og manglende dele skal fremgå. Køber skal læse opslaget og stille spørgsmål, før bud eller køb.

Forbudte varer

Du må ikke sælge våben og ammunition uden gyldig tilladelse, ulovlige stoffer, lægemidler der kræver recept, tobak og e-cigaretter til privat videresalg, fyrværkeri uden tilladelse, levende dyr uden de regler der gælder for det, stjålne genstande, forfalskninger solgt som ægte, personoplysninger eller konti, hadefuldt eller seksuelt indhold med børn, og varer der kræver særlig tilladelse, du ikke har — herunder CITES-arter (elfenben, visse skind og koraller) og kulturværdier, der ikke må udføres af Danmark.

Vi fjerner indhold efter anmeldelse. Grove sager kan vi indberette til politiet. Anmeld ulovligt indhold via anmeld-knappen på opslaget.

Billeder og indhold

Du beholder ophavsretten til dine billeder og tekster. Ved at lægge dem op giver du FastSale en ikke-eksklusiv ret til at vise dem på siden, i søgning, i nyhedsbreve du er tilmeldt, og i deling som opslaget selv tillader — så længe opslaget er relevant. Vi sælger ikke dine billeder videre som stock. Du må kun uploade materiale, du har ret til at bruge.

Bedømmelser

Bedømmelser skal bygge på en reel handel. En auktion kan først bedømmes, når sælger har bekræftet betalingen. Skriv sagligt. Chikane, usande anklager og hævn-karakterer kan vi fjerne. Du kan ikke kræve, at en fair bedømmelse slettes, bare fordi den er negativ.

Gebyrer og ændringer

Gebyrer vises, før du opretter. FastSales salgsgebyr er en procentdel af varens pris (uden fragt). Det faktureres sælger, når sælger trykker Modtaget — eller automatisk, hvis handlen hverken er markeret modtaget eller annulleret 14 dage efter betalingsfristen (som udgangspunkt). Fakturaen skal som udgangspunkt betales inden 14 dage. Et forfaldent gebyr blokerer for nye lots, indtil det er betalt. FastSale modtager kun sit eget gebyr, aldrig købesummen. Vi kan ændre priser for fremtidige oprettelser. Allerede oprettede lots følger det, du så ved oprettelsen. Væsentlige ændringer af vilkårene slår vi op her med ny dato. Fortsat brug efter den dato er accept, medmindre ufravigelig forbrugerret siger noget andet.

Betaling af gebyrer, gemt kort og automatisk betaling

FastSales egne gebyrer (oprettelse, boost, markeder, stande, egen hjemmeside m.m.) betales med kort via Stripe, før det betalte træder i kraft. En ændring af et marked, der gør det dyrere, træder først i kraft, når merprisen er betalt. Det, du skylder FastSale (salgsgebyrer fra gennemførte handler og månedsgebyrer, der ikke kunne trækkes), vises under »Du skylder FastSale« på din konto og kan betales med ét klik.

Stripe kan ikke trække beløb under 2,50 kr. Er det, du skal betale (efter brug af dit tilgodehavende), under 2,50 kr, betaler du 10 kr, og forskellen sættes ind som tilgodehavende på din FastSale-konto, som bruges til dine næste gebyrer. Det står tydeligt, før du betaler (»Du betaler 10 kr, X kr bliver sat ind som tilgodehavende«), og det trækkes aldrig automatisk fra et gemt kort. Det, du har bestilt, træder i kraft, når betalingen er gennemført. Så længe du skylder FastSale noget, får du højst én påmindelse om dagen.

Dit tilgodehavende hos FastSale består af to dele. Indbetalt tilgodehavende er rigtige penge, du har betalt (fx resten af en betaling på 10 kr eller et gebyr, der blev betalt to gange). Det udløber aldrig. Du kan når som helst bede om at få det udbetalt under din konto; du får det indbetalte tilgodehavende minus et udbetalingsgebyr på 20 kr. Er det indbetalte tilgodehavende 20 kr eller mindre, giver en udbetaling ikke mening, og knappen er slået fra. Bonus-tilgodehavende (fx fra invitationer) kan ikke udbetales. Bonus bruges før indbetalt tilgodehavende.

Sletter du din konto, udbetaler vi det indbetalte tilgodehavende minus udbetalingsgebyret på 20 kr. Er det indbetalte tilgodehavende 20 kr eller mindre, udbetales intet, og beløbet bortfalder. Bonus-tilgodehavende bortfalder, når kontoen slettes. Når vi udbetaler, sker det manuelt, typisk via bankoverførsel, og vi kontakter dig på din e-mail.

Når en betaling når frem, efter at kontoen er slettet (fx en betaling, der var undervejs), aktiveres intet. Beløbet sættes ind som indbetalt tilgodehavende og udbetales efter manuel behandling, minus udbetalingsgebyret på 20 kr; vi kontakter dig på den e-mail, du havde, da kontoen blev slettet. Er beløbet 20 kr eller mindre, udbetales intet, og beløbet bortfalder.

Du kan gemme et kort på din konto. Kortet gemmes hos Stripe; FastSale gemmer kun korttype, de sidste 4 cifre og udløb. Når du gemmer kortet, giver du udtrykkeligt samtykke til, at FastSale automatisk – uden at du er til stede – må trække: salgsgebyret, når en handel er gennemført, månedsgebyret for din egen hjemmeside eller dit marked, når det forfalder, og gebyrer, du selv vælger at betale med kortet. Vi gemmer, hvilken version af samtykket du gav og hvornår. Beløbet er altid det gebyr, der står på din konto.

Kræver din bank godkendelse (3-D Secure), eller afvises en automatisk betaling, prøver vi ikke igen af os selv: beløbet bliver stående under »Du skylder FastSale«, og du får besked. Du kan fjerne kortet når som helst under din konto; så trækkes der ikke mere automatisk, og dit samtykke er trukket tilbage.

Ansvar

FastSale er ikke part i handlen eller betalingen og hæfter ikke for varens stand, forsendelse eller manglende betaling. Vi kan hjælpe med at formidle kontakt og lukke profiler, der bryder reglerne. Vi garanterer ikke, at siden er oppe uden afbrydelse. Driftstab og indirekte tab dækker vi ikke, medmindre ufravigelig lov kræver det.

Lovvalg og klage

Vilkårene er underlagt dansk ret. Er du forbruger, gælder de ufravigelige regler, der beskytter dig, uanset hvad der står her. Klage over FastSales egen ydelse: skriv først til e-mailen i kolofonen. Fører det ikke til noget, kan forbrugere gå til Nævnenes Hus, Toldboden 2, 8800 Viborg (naevneneshus.dk) — typisk Forbrugerklagenævnet. Klage over selve varen rettes til sælger; se også fortrydelsesretten.