Kort guide til at finde sølv og pletsølv

Det første, man lærer i en dansk antikvitetsbutik, er at vende skeen om. Ikke fordi bagsiden er pænere. Fordi sandheden står der, slået ned i metallet med et lille stempel. Sølv ligner en masse andre ting, når det er pudset. Det ligner dem mindre, når man ved, hvad man skal lede efter.

Ægte sølv er næsten aldrig helt rent. Rent sølv er for blødt til en ske eller en ring. Derfor bliver det blandet med et andet metal, oftest kobber. Det, man køber, er en legering, og stemplet fortæller, hvor stor en del af den der faktisk er sølv. Det tal kaldes lødigheden. 830 betyder 830 dele sølv ud af 1.000. Resten er der, for at tingen kan holde til at blive brugt.

Begynd med stemplet

På dansk sølv står stemplet typisk på bagsiden af bestik, i bunden af en skål, på kanten af et låg eller på låsen af et smykke. Det er småt. En lup er ikke snyd. Det er det, handleren selv bruger, når lyset er dårligt.

Det mærke, de fleste leder efter, er tre tårne. Det er Københavns byvåben, og det har været slået i sølv siden 1608. Dengang var det et bymærke. Det betød, at tingen var lavet af en mester i København, og at indholdet var kontrolleret. Lødigheden blev målt i lod, og de tre tårne svarede til 13½ lod, altså 843,75 dele sølv ud af 1.000. Senere blev tallet rundet af til 830.

I 1893 ændrede mærket betydning. Det blev frivilligt at lade guardejnen, kontrolløren, stemple arbejdet, og de tre tårne kunne nu bruges af sølvsmede i hele landet. Fra da af er tretårnet sølv ikke et bevis på, at skeen er lavet i København. Det er et kvalitetsstempel. Ifølge den gængse danske forklaring garanterer de tre tårne, at der er mindst 830 dele sølv i genstanden. Ved siden af tårnene står ofte mesterens mærke, et årstal eller en lødighed.

Mestermærket er som regel initialer. Det blev indført allerede i 1491 og var mesterens eget navn på arbejdet. Et «EN» kan være Evald Nielsen. Andre mærker tilhører Georg Jensen, A. Michelsen, Cohr eller en lokal guldsmed, hvis navn man først finder i et stempelregister. Mærket gør ikke tingen dyrere af sig selv. Det gør den identificerbar. En ske uden mestermærke kan stadig være sølv. En ske med et kendt mærke kan oftere placeres i tid og værksted.

Store værksteder fik i første halvdel af 1900-tallet lov til at stemple lødigheden selv. Georg Jensen, Michelsen og Evald Nielsen skulle ikke nødvendigvis have tre tårne på hvert eneste stykke. De kunne stemple 830S eller 925S, og kontrollen kom på stikprøve. Mangler tårnene, er det altså ikke automatisk et dårligt tegn, hvis tallet og mestermærket er der.

Hvad tallene betyder

Tallene er den del, der er nemmest at læse, når man først ved, at de ikke er et mønster eller en model.

830 eller 830S er den klassiske danske standard. 83 procent sølv. Det meste danske bestik og mange smykker fra 1800- og 1900-tallet er 830. Et S efter tallet betyder sølv, så det ikke forveksles med guldets lødighed.

925 eller ordet sterling betyder 925 dele ud af 1.000, altså 92,5 procent. Det er den internationale standard og den højeste, man normalt møder i brugsting. Danske værksteder har lavet både 830 og 925. Et højere tal er ikke automatisk et smukkere arbejde. Det er et højere sølvindhold.

800 og 835 ser man ofte på tysk og andet kontinentalt sølv. 900 kan være mønter eller ældre legeringer. De er stadig sølv, bare en anden aftale om, hvor meget.

Ældre danske ting kan være stemplet i lødighed i stedet for promille. Systemet regnede i sekstendedele. 12-lødigt sølv er 12/16, altså 750 tusinddele. 11-lødigt er lavere, omkring 687. Det er ægte sølv, men tyndere i indholdet end det, de tre tårne senere kom til at love. Står der kun et lødighedstal og et mestermærke, er det værd at tage luppen frem en gang til, før man afviser tingen.

Det, der ligner, men ikke er det

Den store forveksling er ikke mellem 830 og 925. Det er mellem sølv og sølvplet.

Plet er et andet metal med et tyndt lag sølv udenpå. Under laget ligger ofte en legering af kobber, nikkel og zink. Det kan være blankt, tungt og fint udført. Det er bare ikke sølv, når laget er slidt væk. På slidte steder, ved kanten af en ske eller på en kands tud, skinner det så gulligt eller rødligt igennem. Ægte sølv slides også, men det bliver ved med at være den samme farve hele vejen igennem.

Pletsølv er aldrig stemplet med tre tårne eller med 830. I stedet vil du finde to tårne, eller bogstaver som eksempelvis EPNS, EP, silverplate, plet, ABSA, ATLA eller slet ingenting. Nysølv og alpaca er i samme familie. Navnet lover sølv. Indholdet er det ikke. En ting uden stempel kan i sjældne tilfælde stadig være sølv, især hvis mærket er slidt af, men i en butik er tomheden et signal om at spørge, ikke om at gætte.

Der er også forskel på anløbning. Sølv bliver mørkt, nærmest sort eller brunt, og nogle gange med et svagt farvespil. Grøn ir er kobberets sprog. En grøn kant under et «sølvfad» betyder som regel, at der er kobber i nærheden, enten som underlag i plet eller som selve metallet.

Prøver, der ikke ødelægger tingen

Stemplet er beviset. De andre prøver er kun tegn.

Sølv er ikke magnetisk. En køleskabsmagnet, der hænger fast, betyder, at der er jern eller stål i tingen. Det udelukker massivt sølv på det sted, magneten sidder. Det omvendte beviser ingenting. Messing, kobber, aluminium og det meste plet er heller ikke magnetiske. En kniv er et særligt tilfælde. Bladet er ofte stål, mens skaftet eller holken er sølv. Magneten må kun sige noget om det stykke, den rører.

Sølv leder varme usædvanligt godt. Et isstykke på en sølvske smelter hurtigere end på rustfrit stål eller plet. Det er en fin demonstration ved køkkenbordet og et dårligt bevis i en butik. Tykkelse, rumtemperatur og den hånd, der lige har holdt skeen, ændrer resultatet.

Vægten siger også noget. Sølv er tungere, end det ser ud til. En stor ske, der føles som en billig gaffel, er sjældent 830. Igen er det en fornemmelse, ikke en måling. To skeer i samme mønster, den ene i sølv og den anden i plet, er den bedste sammenligning, man kan få.

Lyden er den sidste af de bløde prøver. En sølvske, slået let mod en finger, klinger længere og klarere end plet. Det kræver, at man har hørt forskellen før. Første gang er det mest en fornemmelse.

Syretest og skrabning kan vise, hvad der ligger under overfladen. De efterlader også et mærke. Det er en prøve for en handler med et sted, der alligevel skal pudses, ikke for en gæst, der står med en andens ting. En ridse i et Georg Jensen-fad er dyrere end den viden, ridsen gav.

Sådan bruger man det i butikken

Vend tingen. Find stemplet. Læs tallet. Se efter tårne og initialer. Kig derefter på sliddet. Er farven den samme i bunden af en rids, eller kommer et andet metal frem? Spørg, hvis mærket er utydeligt. En seriøs handler bliver ikke fornærmet. De har selv stået med luppen.

Husk, at stemplet siger, hvad tingen er lavet af. Det siger ikke, hvad den er værd. En umærket 830-ske i et almindeligt mønster kan være mindre værd end en pletske i et sjældent et, og omvendt. Mesteren, mønstret, standen og om sættet er helt, betyder ofte mere end de sidste promille. 925 er ikke automatisk et bedre køb end 830. Det er bare mere sølv pr. gram.

Det, man øver sig i, er ikke at blive ekspert på en eftermiddag. Det er at holde op med at købe med øjnene alene. Blankt er ikke det samme som ægte. Tre små tårne, tallene 830 og 925, er det nærmeste, en butik kommer på en ærlig sætning. Resten er håndværk, og det må man gerne betale for, når man ved, hvad man har i hånden.